Mandag aften, min kæreste er taget en uge på kursus i München, der er intet godt i fjernsynet, og jeg sidder og har lidt ondt af mig selv.
Jeg har været til karriererådgivning hos min fagforening i dag. DM. Og kan ikke sige, at jeg har noget at udsætte på dem eller deres professionalisme.. De havde nok bare ikke bedre råmateriale.. aka mig.
Kender I det, når man stopper op for at tage bestik af sit liv og ender med at spørge, hvad der blev af alle ens drømme og håb for fremtiden? Sådan har jeg det lige nu. Jeg fylder 27 år i slutningen af denne måned, og jeg mangler stadig den jordomrejse, som jeg drømte om og den kandidatgrad, som jeg havde satset på ville være i hus nu. Tilgengæld har jeg haft den tvivlsomme fornøjelse af at have gået igennem en grim depression og senere en sygemeldning med stress og angst. Jeg synes, at jeg i de senere år har måttet kæmpe med mere end min portion af modgang.
Efter den omgang må noget bare godt flaske sig for mig. Jeg skal snart i gang med at søge arbejde igen, hvilket er lidt op ad bakke i disse tider.
Måske skulle man være blevet maskinmester lige som min kæreste. Der er ikke mangel på job. Han blev færdig sidste år og vandrede direkte ud i fast arbejde. På den anden side ville man skulle klare sig igennem fire og et halvt år med bøger om el og ventilation og olieblandinger. Så den ide er nok dødfødt på forhånd... For slet ikke at tænke på, at man skulle have siddet i lokale med 16 mænd, som efter min kærestes eget udsagn fordrev tiden med pruttekonkurrencer. Det er en oplevelse, som jeg helt sikkert godt kan være foruden.
Anyway, jeg satser stærkt på, at der ligger lys forude i mit syvogtyvende år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar