søndag den 19. maj 2013

Ordbilleder

Jeg har fortsat minder fra min barndom.
Selv om mange af begyndt at falme. For hver dag, der går, forsvinder nogle flere i tågen.

Jeg ser for mig, hvordan min sygdom opløser dem, omformer dem og bringer dem ud af form. Processen minder mig om et stykke køkkenrulle, som lægges på en våd plet på bordet. Langsomt, men ubønhørligt breder vandet sig gennem papirets struktur. Tiil sidst er der kun et slasket og gennemsigtigt "noget" tilbage, som har mistet al lighed med det, som det var engang. Sådan er det med mine minder.

Faktisk er det også snart sådan med mig. Meget snart vil man skulle have kendt mig for at kunne genkende, det formløse "noget", som bliver tilbage.

Så jeg er begyndt at skrive. Jeg forsøger at skrive lidt hver dag, om det så bare er en enkelt sætning.
Det tjener to formål. For det første er det en måde at efterlade min familie med noget, som de snart har mistet. For det andet forankrer det mig i virkeligheden. Forhindrer mig i at gå helt gak-gak. Endnu.

Verden ser anderledes ud, når man er barn. Jo ældre jeg bliver, jo mere bevidst bliver jeg om det. Jeg vil ikke forsøge at bilde jer ind, at den er simplere, lettere eller mere sorgløs, sådan som så mange pladdersentimentale påstår. Verden er altid kompliceret uanset alder. Men man bruger og forstår verden anderledes. Fra en halv meters højde bliver de to forkrøblede buske i gården et vildnis, hvor tigre, løver og bjørne lurer. En forladt vaskebalje bliver til en zoo fyldt med snegle. Fuglebadet forvandler sig til heksens boblende gryde.
Stregerne på fortorvet generobrer deres mening. Verden bliver fuld af hemmelige steder.

Sådan er det også med mit æbletræ.
Egentligt var det jo aldrig rigtig mit. Mennesker er så forhippede på ejerforhold. Det stod på en lille høj med udsigt til vandet, i den modsatte ende af den grønne græsplæne, hvor flagstangen stod. Vi samledes hver morgen i 3 uger under den flagstang og så flaget blive hejst til vejrs. Bag os lå de to røde aflange bygninger med sovesale, køkken og opholdsstue. Det sidste sted kom vi aldrig, det havde sommerlejrens voksne indtaget med deres alvor svøbt i tobaksrøg. Vi var altid udenfor.

Den første morgen hvert år stod jeg op før de andre børn. Jeg kravlede ud af køjesengen og løb på bare tæer gennem græssets dug og morgenens dybe stilhed. Så sad jeg under æbletræet og spiste et af de sure, umodne æbler. Når jeg lukker øjnene mærker jeg stadig den prikkende fornemmelse i munden; så mange år efter, er tanken nok til at musklerne trækker sig sammen i ansigtet. Smagen efterlod den samme fornemmelse i kroppen som lyden af negle på en tavle. Jeg elskede det. Det var smagen af frihed.

Ved bunden af stammen, nær jorden, var træet hult. Et lille hulrum på størrelse med min knyttede hånd strakte sig skråt ind i træet. Her efterhold jeg mine gaver til træet.
Hvert år når jeg kom tjekkede jeg min skat. Og hvert år efterhold jeg en lille ny ting. En blå knap, en perfekt hvid muslingeskal, en glaskugle, der glimtede rødt. Et år stjal jeg en af de andres pigers hårbånd og gav til træet.

Jeg ved ikke om træet stadig står. Efter al sandsynlighed er det forlængst væltet i en af efterårsstormene, svækket som det var, af den hule stamme.
Men når jeg lukker øjenene om natten for at falde til ro, ser jeg det stadig for mig. På en bakke med udsigt til havet og en hemmelig skat ved sine fødder. 

mandag den 13. maj 2013

Uddrag fra opgave via forfatterskole.dk


Døren til fængselscellen går op med et brag.
Lyset kæmper sig ind i i mørket og oplyser alle støvpartiklerne i luften. Det falder på det hårdtstampede jordgulv, på den beskidte samling af hø.
Til sidst finder det hende, siddende i et hjørne.

Hun er klædt i en tynd bomuldkjole, der engang har været hvid. Hendes hår er klippet helt tæt ind til hovedet. Blandt de mørke hårstubbe sidder størknet blod i små kager. Som fugleredder i et træ.
Hun ænser ikke lyset, eller lyden af de tunge støvler. Hendes sprukne læber bevæger sig hviskende, hemmelighedsfyldt, men på en mærkelig måde uden egentligt mål og med. I hånden holder hun et potteskår. Hun tegner cirkler i jorden foran hende.

Hun gør ikke modstand, da de griber hender under armene for at få hende op at stå. Potteskåret glider let ud af hendes hånd og falder glemt til jorden. Men ved hendes første skridt stiger hendes hvisken og går over i sang.
Det er ikke smukt, det der nu kommer ud mellem hendes læber. Det er hæse, brudte lyde med en knækket klang. Ikke desto mindre stiger sangen i styrke, mens hun bliver halvt båret, halvt skubbet gennem gangen og ud på gårdspladsen.

Hun vågner lidt, da hendes bare fødder bryder gennem det tynde lag is på en vandpyt. Hun træder hurtigt ud af det kolde vand og retter sig en anelse op, men sangen flyder fortsat fra hendes læber. Hendes ben har genfundet noget styrke og hun står oprejst uden at læne sig mod mændene ved hendes side. De slipper hende med lettelse. De er alle hårde mænd, og de har alle foretaget denne tur med en dødsdømt mange gange før. Men den spinkle pige, med hendes halvtlukkede øjne og hendes hæse sang skræmmer dem mere end de vil være ved. Især sangen. Den ligner ikke noget sprog, de før har hørt, om end et genkendeligt ord ind imellem dukker op blandt alle de fremmede. Hvilket bedre bevis kunne findes end netop denne sang. Hun er virkelig en heks.

Hun foretager selv turen til bålet. De behøver ikke at skubbe eller bære hende. Med en halv meters afstand leder de hende frem. Undervejs bliver gårdspladsen langsomt fyldt af mennesker, mænd, kvinder og børn. På denne søndag morgen inden kirketid er de mødt frem for at se retfærdigheden ske fyldest. De er klædt i deres bedste tøj, og har skiftet træskoene ud med det eneste par rigtige sæt sko, de ejer. Børnene tigger deres forældre om de rådne tomater, som faldbydes af en sælger i mængden. På trods af det fine søndagstøj giver mange forældre efter og køber et par tomater til ungerne.

Den blege pige ser intet af dette. Hun er nået til bålet og lader sig villigt bliver bundet til den ventende træbjælke. Sangen flyder stadig mellem hendes læber. Den forstummer først, da hun rammes af en tomat i ansigtet. Den røde saft driver ned ad hendes kind. Før første gang reagerer hun på verden omkring hende. Hun følger den retning tomaten tog med blikket og finder barnet til højre for sig. Hendes tænder blottes i en hadefuld grimasse og hun hvæser og spytter efter pigen. Hendes tænder er sorte, farvet af cellens jord.

Under hende har ilden fået fat i træet og røgen stiger op omkring hende. Den unge heks hoster. Røgen fra bålet forhindrer hende i at genoptage sin sang. Hånlige tilråb fra mængden stiger op til hende og blander sig med røgen. Hun finder sit vejr igen, da flammerne begynder at slikke op ad hendes bare fødder. De fanger bomuldkjolen og begynder at fortærre den. Heksens host går over i skrig. Lyden er ikke længere hæs, men høj og skingrende, den river luften i stykker omkring hende.

Under hende stirrer mængen fascineret. De fleste voksne og næsten alle de jævnaldrende har kendt pigen på bålet, siden hun var barn. En smukt pige med lyse blå øjne, bølgende brunt hår og en stemme som sommervinden. Mere end én gang har hun spøgt i drengenes drømme. Nu er øjnene røde og den hvide hud syder og slår blister. Den blide stemme lyder som et vildt dyr, der er trængt op i en krog.

Forvandlingen er komplet. Hun var virkelig en heks.