mandag den 13. maj 2013

Uddrag fra opgave via forfatterskole.dk


Døren til fængselscellen går op med et brag.
Lyset kæmper sig ind i i mørket og oplyser alle støvpartiklerne i luften. Det falder på det hårdtstampede jordgulv, på den beskidte samling af hø.
Til sidst finder det hende, siddende i et hjørne.

Hun er klædt i en tynd bomuldkjole, der engang har været hvid. Hendes hår er klippet helt tæt ind til hovedet. Blandt de mørke hårstubbe sidder størknet blod i små kager. Som fugleredder i et træ.
Hun ænser ikke lyset, eller lyden af de tunge støvler. Hendes sprukne læber bevæger sig hviskende, hemmelighedsfyldt, men på en mærkelig måde uden egentligt mål og med. I hånden holder hun et potteskår. Hun tegner cirkler i jorden foran hende.

Hun gør ikke modstand, da de griber hender under armene for at få hende op at stå. Potteskåret glider let ud af hendes hånd og falder glemt til jorden. Men ved hendes første skridt stiger hendes hvisken og går over i sang.
Det er ikke smukt, det der nu kommer ud mellem hendes læber. Det er hæse, brudte lyde med en knækket klang. Ikke desto mindre stiger sangen i styrke, mens hun bliver halvt båret, halvt skubbet gennem gangen og ud på gårdspladsen.

Hun vågner lidt, da hendes bare fødder bryder gennem det tynde lag is på en vandpyt. Hun træder hurtigt ud af det kolde vand og retter sig en anelse op, men sangen flyder fortsat fra hendes læber. Hendes ben har genfundet noget styrke og hun står oprejst uden at læne sig mod mændene ved hendes side. De slipper hende med lettelse. De er alle hårde mænd, og de har alle foretaget denne tur med en dødsdømt mange gange før. Men den spinkle pige, med hendes halvtlukkede øjne og hendes hæse sang skræmmer dem mere end de vil være ved. Især sangen. Den ligner ikke noget sprog, de før har hørt, om end et genkendeligt ord ind imellem dukker op blandt alle de fremmede. Hvilket bedre bevis kunne findes end netop denne sang. Hun er virkelig en heks.

Hun foretager selv turen til bålet. De behøver ikke at skubbe eller bære hende. Med en halv meters afstand leder de hende frem. Undervejs bliver gårdspladsen langsomt fyldt af mennesker, mænd, kvinder og børn. På denne søndag morgen inden kirketid er de mødt frem for at se retfærdigheden ske fyldest. De er klædt i deres bedste tøj, og har skiftet træskoene ud med det eneste par rigtige sæt sko, de ejer. Børnene tigger deres forældre om de rådne tomater, som faldbydes af en sælger i mængden. På trods af det fine søndagstøj giver mange forældre efter og køber et par tomater til ungerne.

Den blege pige ser intet af dette. Hun er nået til bålet og lader sig villigt bliver bundet til den ventende træbjælke. Sangen flyder stadig mellem hendes læber. Den forstummer først, da hun rammes af en tomat i ansigtet. Den røde saft driver ned ad hendes kind. Før første gang reagerer hun på verden omkring hende. Hun følger den retning tomaten tog med blikket og finder barnet til højre for sig. Hendes tænder blottes i en hadefuld grimasse og hun hvæser og spytter efter pigen. Hendes tænder er sorte, farvet af cellens jord.

Under hende har ilden fået fat i træet og røgen stiger op omkring hende. Den unge heks hoster. Røgen fra bålet forhindrer hende i at genoptage sin sang. Hånlige tilråb fra mængden stiger op til hende og blander sig med røgen. Hun finder sit vejr igen, da flammerne begynder at slikke op ad hendes bare fødder. De fanger bomuldkjolen og begynder at fortærre den. Heksens host går over i skrig. Lyden er ikke længere hæs, men høj og skingrende, den river luften i stykker omkring hende.

Under hende stirrer mængen fascineret. De fleste voksne og næsten alle de jævnaldrende har kendt pigen på bålet, siden hun var barn. En smukt pige med lyse blå øjne, bølgende brunt hår og en stemme som sommervinden. Mere end én gang har hun spøgt i drengenes drømme. Nu er øjnene røde og den hvide hud syder og slår blister. Den blide stemme lyder som et vildt dyr, der er trængt op i en krog.

Forvandlingen er komplet. Hun var virkelig en heks.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar