søndag den 19. maj 2013

Ordbilleder

Jeg har fortsat minder fra min barndom.
Selv om mange af begyndt at falme. For hver dag, der går, forsvinder nogle flere i tågen.

Jeg ser for mig, hvordan min sygdom opløser dem, omformer dem og bringer dem ud af form. Processen minder mig om et stykke køkkenrulle, som lægges på en våd plet på bordet. Langsomt, men ubønhørligt breder vandet sig gennem papirets struktur. Tiil sidst er der kun et slasket og gennemsigtigt "noget" tilbage, som har mistet al lighed med det, som det var engang. Sådan er det med mine minder.

Faktisk er det også snart sådan med mig. Meget snart vil man skulle have kendt mig for at kunne genkende, det formløse "noget", som bliver tilbage.

Så jeg er begyndt at skrive. Jeg forsøger at skrive lidt hver dag, om det så bare er en enkelt sætning.
Det tjener to formål. For det første er det en måde at efterlade min familie med noget, som de snart har mistet. For det andet forankrer det mig i virkeligheden. Forhindrer mig i at gå helt gak-gak. Endnu.

Verden ser anderledes ud, når man er barn. Jo ældre jeg bliver, jo mere bevidst bliver jeg om det. Jeg vil ikke forsøge at bilde jer ind, at den er simplere, lettere eller mere sorgløs, sådan som så mange pladdersentimentale påstår. Verden er altid kompliceret uanset alder. Men man bruger og forstår verden anderledes. Fra en halv meters højde bliver de to forkrøblede buske i gården et vildnis, hvor tigre, løver og bjørne lurer. En forladt vaskebalje bliver til en zoo fyldt med snegle. Fuglebadet forvandler sig til heksens boblende gryde.
Stregerne på fortorvet generobrer deres mening. Verden bliver fuld af hemmelige steder.

Sådan er det også med mit æbletræ.
Egentligt var det jo aldrig rigtig mit. Mennesker er så forhippede på ejerforhold. Det stod på en lille høj med udsigt til vandet, i den modsatte ende af den grønne græsplæne, hvor flagstangen stod. Vi samledes hver morgen i 3 uger under den flagstang og så flaget blive hejst til vejrs. Bag os lå de to røde aflange bygninger med sovesale, køkken og opholdsstue. Det sidste sted kom vi aldrig, det havde sommerlejrens voksne indtaget med deres alvor svøbt i tobaksrøg. Vi var altid udenfor.

Den første morgen hvert år stod jeg op før de andre børn. Jeg kravlede ud af køjesengen og løb på bare tæer gennem græssets dug og morgenens dybe stilhed. Så sad jeg under æbletræet og spiste et af de sure, umodne æbler. Når jeg lukker øjnene mærker jeg stadig den prikkende fornemmelse i munden; så mange år efter, er tanken nok til at musklerne trækker sig sammen i ansigtet. Smagen efterlod den samme fornemmelse i kroppen som lyden af negle på en tavle. Jeg elskede det. Det var smagen af frihed.

Ved bunden af stammen, nær jorden, var træet hult. Et lille hulrum på størrelse med min knyttede hånd strakte sig skråt ind i træet. Her efterhold jeg mine gaver til træet.
Hvert år når jeg kom tjekkede jeg min skat. Og hvert år efterhold jeg en lille ny ting. En blå knap, en perfekt hvid muslingeskal, en glaskugle, der glimtede rødt. Et år stjal jeg en af de andres pigers hårbånd og gav til træet.

Jeg ved ikke om træet stadig står. Efter al sandsynlighed er det forlængst væltet i en af efterårsstormene, svækket som det var, af den hule stamme.
Men når jeg lukker øjenene om natten for at falde til ro, ser jeg det stadig for mig. På en bakke med udsigt til havet og en hemmelig skat ved sine fødder. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar