søndag den 26. august 2012

reality tjek

Bloggen her handler om mig. Kort og godt og på godt og ondt.

Jeg er notorisk dårlig til alt, hvad der involverer en løbende opdatering eller online tilstedeværelse. Min tilstedeværelse på facebook er højst sporadisk og twitter og lignende har aldrig sagt mig noget.
Så hvorfor starte en blog?
Fordi jeg elsker at skrive og fordi jeg efter 20 års ubeslutsom vandren fra den ene fritidsbeskæftigelse til den anden nu har besluttet at tage fat på den eneste hobby, der har fulgt mig i hele den periode: sproget.

Så her er nogle hurtige facts om mig:
Jeg er 26 år og har siden jeg var 22, bekymret mig om min alder. Den vestlige "evigt ung" kultur har helt sikkert sat sit præg på mig der.

Jeg bor i Københavns nordvest kvarter, tæt på verdens dyreste "Dag'liBrugsen", der bestyres af verdens mest forvirrede brugsbestyrer. Jeg drømmer om ejerlejlighed og egen have, men er i øjeblikket at finde blandt almenboligblokkenes farverige beboere.

Jeg bor med min dejlige kæreste, som i sine gode stunder kan give mig charmerende kælenavne som f.eks. "elfenbensprinsessen", og i sine mindre poetiske stunder kalder mig for "mælkeben". Han selv elsker alt elektronisk og olieindfedtede maskindele, som han bestiller hjem fra USA og sælger videre.
Disse kæmpe leveringer ankommer på ryggen af en stakkels sveddryppende somalier fra DHL og opmagasineres i lejlighedens mindste rum, der plejede at være kontor.

Jeg har læst på universitetet og stået i butik, og har både været blomsterbinder og livredder. Jeg ved mere end de fleste om internethandel og misbrug af kreditkort, men frem for alt, drømmer jeg om at skrive bøger, også selv om jeg kun tør tænke ordet "forfatter" i mine stille stunder for mig selv.

Jeg er en håbløs romantikker og idealist og kan have rigtig svært ved at slippe mine private forestillinger om, hvordan livet burde se ud eller leves.

Og så har jeg, som allerede antydet oven for, gået til en uendelig række fra fritidsaktiviteter, herunder gymnastik, ridning, blokfløjte (ja - I know), svømning, dykning, jiu jitsu, bolchekogning, dans, håndbold, fodbold, basket, tennis, tæskehold, spinning, løb, spansk, filosofi, aerobic, yoga og sikkert flere jeg ikke kan huske. Jeg har sågar gået til ekstra stavning i folkeskolen, U for Ugle og Y for Yver.. Yep den sidder der endnu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar